Superstjerne gik i kræft-panik

Elle Macpherson fik tilnavnet "The Body" for sin gudinde-krop, da hun spankulerede ned langs verdens mest eksklusive catwalks op gennem 90'erne.

Da supermodellen pensionerede stiletterne, startede hun sin egen business som både forretningskvinde og tv-vært, men den australske skønhed troede, det hele var slut, da hun gjorde en frygtelig opdagelse i brystet på sin 49-års fødselsdag for to og halvt år siden.

- Jeg troede, jeg havde kræft. Jeg optog "Britain and Ireland's Next Top Model", så jeg kunne ikke tage til min læge, så jeg gik virkelig i panik. Der gik fire uger, inden jeg fik resultatet fra biopsien, så det var virkelig stressende og langtrukkent at vente så lang tid i uvished, fortæller 51-årige Macpherson i et interview med avisen Daily Mail.

- Jeg var heldig - det var en godartet vævsknude, men det var virkelig også en stor advarsel. Jeg fandt ud af, at jeg måske tog forkerte kosttilskud, spiste forkert og var alt for stresset, lyder det fra Macpherson.

- Jeg plejede at putte mine sønner ved 21-22-tiden og arbejdede ind til klokken to om natten, fordi det var det eneste tidspunkt med fuldstændig ro. Så stod jeg op samtidig med dem ved sekstiden om morgenen. Jeg gjorde det i årevis og troede, jeg var så produktiv. I virkeligheden så jeg ikke, hvor meget jeg skadede mig selv ved ikke at få nok søvn, konstaterer skønheden i interviewet inden sin omfattende livsstilsændring.

- I dag sover jeg mere, drikker mere vand, spiser mindre rødt kød og mere frugt og grønt. På bare to uger følte jeg mig som en helt anden person og så tilmed meget bedre ud. Resultaterne har været fantastiske, lyder det fra hende.

Elle Macpherson fik tilnavnet "The Body", da hun fik rekorden i at pryde forsiden på det eksklusive magasin Sports Illustrated imponerende fem gange.

/ritzau/FOKUS

Dagens Gossip