Superstjerne vil redde verden på Instagram

Vi kender ham alle som en talentfuld og karismatisk skuespiller, men Leonardo DiCaprio er mere end det.

Han er nemlig FN's officielle repræsentant for klimaforandringer. Og det er et hverv, den 39-årige skuespiller tager meget alvorligt. For nylig oprettede DiCaprio en profil på det sociale medie Instagram, og siden har han udelukkende lagt billeder op, som forsøger at sætte fokus på miljøet.

- Ny forskning viser, at vi med allerede eksisterende teknologi kan gøre 100 procent af vores nuværende energiforbrug rent og bæredygtigt allerede i 2050. Og det ville skabe millioner af job alene i USA, skriver den populære Hollywood-stjerne således til et af sine billeder.

Da FN's store klimatopmøde i New York gik i gang i tirsdags, var det da også med DiCaprio i rollen som en af talerne. Og selv om han efterhånden har spillet de fleste roller, betød rollen som taler øjensynligt meget for skuespilleren.

- I dag har jeg det store privilegium at tale til det store klimatopmøde, hvor verdens ledere skal annoncere, hvilke skridt de vil tage i forhold til at ændre klimaet. Tak til generalsekretær Ban Ki-moon for denne chance, skriver amerikaneren om et billede, hvor han står ved siden af netop FN's generalsekretær.

I DiCaprios tale forklarede han, at verdens virksomheder og regeringer er nødt til at gennemgå store omvæltninger, så klimaet ikke lider uoprettelig skade.

Newspaq

Dagens Gossip