Superstjernen Zlatan må se VM fra sofaen

Cristiano Ronaldo kan ånde lettet op. Den portugisiske verdensstjerne er med, når fodbold-VM næste år sparkes i gang i Brasilien.

Derimod må hans svenske modstykke Zlatan Ibrahimovic nøjes med at se slutrunden på tv, hvis han da orker det efter skuffelsen over at snuble over sidste forhindring - playoff-kampene mod Portugal.

Sverige førte ellers 2-1 mod Portugal tirsdag aften, men endte med at tabe 2-3, og dermed er det farvel til svenskerne, der tabte den første kamp med 0-1.

De to verdensstjerner havde været i fokus i dagene op til de to kampe, og tirsdag aften viste de på ny, hvor meget de betyder for deres hold.

Ibrahimovic lavede begge svenske mål, men han blev overgået af Ronaldo, der scorede tre gange i en vanvittigt underholdende og dramatisk anden halvleg.

Efter Real Madrid-stjernens 1-0-scoring kort efter pausen så det sort ud for hjemmeholdet, men på en mægtig kraftanstrengelse fik svenskerne midlertidigt vendt slaget.

Med to mål på fire minutter sendte Ibrahimovic Sverige på vinderkurs, og Friends Arena i Stockholm rystede af begejstring over den overraskende vending.

Men svenskerne manglede fortsat en scoring, fordi reglen om udebanemål var i Portugals favør, og den situation var Ronaldo ikke sen til at udnytte.

Da de blågule ansporet af et euforisk publikum kastede alle mand frem, opstod der huller i forsvaret bag den tidligere FC København-spiller Mikael Antonsson.

På blot to minutter kom Ronaldo to gange alene mod Andreas Isaksson i det svenske mål, og så var det hele vendt på hovedet på ny.

Dermed klarede Portugal for tredje slutrunde i træk sig videre efter playoff-kampe.

For Sverige betyder nederlaget en ny VM-dukkert, efter at svenskerne også missede slutrunden i Sydafrika for fire år siden.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV