Superstudent blev udvist: Nu har Marius fået job i Danmark

Skrevet af Jesper Larsen

02/02/2016

Dagens topnyheder

Ingeniørstuderende Marius Youbi, som blev udvist af Danmark til Cameroun en uge efter nytår, har fået ny arbejds- og opholdstilladelse i Danmark, skriver Herning Folkeblad. 

Det er virksomheden KK Wind Solutions i Ikast, der har ansat den 31-årige som fuldt lønnet ingeniør i stedet for praktikant, og deror har han fået opholdstilladelse efter den såkaldte beløbsordning, hvor kravet er en ansættelseskontrakt og en løn på minimum 375.000 kroner om året.

- Det er en rigtig god nyhed. Jeg kan slet ikke beskrive min glæde, siger Marius Youbi til Herning Folkeblad.

Den 31-årige ingeniørstuderende måtte 7. januar afbryde studiet og rejse hjem efter ordre fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration, fordi han havde arbejdet mere end de tilladte 15 timer om ugen. 

Den nye arbejds- og opholdstilladelse løber frem til 2018, hvor den kan forlænges, hvis Marius Youbi stadig er ansat i en dansk virksomhed, og tilladelsen betyder også, at Marius Youbi nu kan færdiggøre sin uddannelse på Aarhus Universitets ingeniørskole i Herning, hvor han inden udvisningen scorede topkarakterer på stribe, skriver Herning Folkeblad.