Susanne Bier går snart i gang med en ny dansk film

Skrevet af admin

29/10/2013

Dagens topnyheder

Den Oscar-vindende filminstruktør Susanne Bier skal igen lave film på dansk. Den nye film får titlen "En chance til", som hun har modtaget knap ni millioner kroner i produktionsstøtte til.

Det skriver Filmmagasinet Ekko.

Filmen bliver produceret af filmselskabet Zentropa, som i øjeblikket ellers døjer med en sag om mistanke om frås med støttekronerne.

Tidligere har der desuden været forlydender om, at Susanne Bier ville forlade Zentropa, men med det nye samarbejde kommer det formentlig ikke på tale foreløbig.

Manuskriptet til "En chance til" skriver hun sammen med sin faste samarbejdspartner Anders Thomas Jensen.

Tidligere har makkerparret skrevet manuskripterne til "Elsker dig for evigt", "Brødre", "Efter brylluppet", "Den skaldede frisør" og "Hævnen", som Bier modtog en Oscar for.

Den nye films indhold er endnu ikke præsenteret, men åbenbart kommer der en baby med på rollelisten.

Ifølge Filmmagasinet Ekko er der 3. til 5. november indkaldt til casting af drengebabyer til en "ny Susanne Bier-film".

Kravet lyder, at spædbarnet skal være syv-otte uger gammelt i midten eller slutningen af november, hvor optagelserne formentlig skydes i gang.

Siden Oscar-hæderen i 2011 har den populære filminstruktør været involveret i flere amerikanske filmprojekter. Indtil videre er der kommet dramaet "Serena" ud af det.

Filmen får premiere herhjemme til februar, mens de øvrige projekter fortsat lader vente på sig. Hovedrollerne i "Serena" spilles af Bradley Cooper og Jennifer Lawrence, og det er Susanne Biers første amerikanske filmprojekt siden "Things We Lost in the Fire".

Tidligere i år forlød det, at Susanne Bier skulle lave en film om den skotske dronning Maria Stuart samt endnu en film med Jennifer Lawrence, som i år fik en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle. Ingen af disse er dog blevet bekræftet.

/ritzau/