Sushirestauranter har stort set hygiejnen i orden

Skrevet af John Meyer

06/12/2012

Dagens topnyheder

Tre ud af fire af de godt 110 sushi-restauranter, Fødevarestyrelsen så nærmere på tidligere på året, fik under kontrolkampagnen en storsmilende smiley. Men i 30 af virksomhederne var der problemer med enten opbevaringstemperatur, nedkøling af ris eller mangelfuld egenkontrol -forhold med afgørende betydning for fødevaresikkerheden.

De konstaterede problemer udløste enten indskærpelser, påbud eller bøder og dermed også et opfølgende kontrolbesøg - for restaurantens egen regning. Ved de opfølgende kontrolbesøg havde hovedparten af de 30 virksomheder (Godt 80 procent) rettet op efter Fødevarestyrelsens anvisninger og kunne dermed hænge en storsmilende smiley ved indgangsdøren.

- Sidste år viste en tilsvarende kampagne i Storkøbenhavn problemer i to ud af tre af de undersøgte virksomheder, blandt andet med opbevaringstemperaturer og egenkontrol, forklarer Fødevarestyrelsens udbrudskoordinator, Morten Lisby. Så vi ser da gode takter og helt klare tegn på, at vores fokus på indsatsområderne får virksomhederne til at tænke sig om.