Suu Kyi modtager sin menneskerettighedspris efter 23 år

Skrevet af admin

22/10/2013

Mest læste i dag

Hele 23 år efter, at Aung San Suu Kyi modtog EU-Parlamentets menneskerettighedspris, Sakharov-prisen for Fritænkning, har hun tirsdag endelig fået overrakt sit bevis på hæderen.

- Dette er en lykkelig og meningsfuld oplevelse. Det giver mig mulighed for at takke jer for jeres anerkendelse, siger Suu Kyi til parlamentet.

Suu Kyi fik tildelt prisen tilbage i 1990 som anerkendelse for sit arbejde for demokratisering af det daværende Burma - nu Myanmar.

Men eftersom den daværende militærjunta havde sat hende i husarrest, kunne Suu Kyi ikke forlade landet for at modtage sin pris.

Derfor er den myanmarske politiker tirsdag i Strasbourg, hvor EU-Parlamentets formand, Martin Schulz, formelt har overrakt prisen med stående klapsalver fra parlamentarikerne.

- Du har holdt ved, og du har triumferet. Derfor er det en kæmpe ære for mig at kunne give dig Sakharov-prisen fra 1990. Du er et symbol på frihed og demokrati, siger Martin Schulz.

Aung San Suu Kyi henviser til, at hun i 1990 ikke fik lov til at danne en regering, selvom hendes parti vandt valget med 82 procent af stemmerne.

- I dag har vi gjort fremskridt, selvom det ikke er nok. Burmas folk er kun ved at lære, at tankefrihed er en mulighed, siger Suu Kyi.

Suu Kyi er i øjeblikket i gang med at søge opbakning til demokratiske reformer i Myanmar og er i den forbindelse taget på en større turné rundt i Europa. Mandag mødte hun blandt andre EU-landenes udenrigsministre i Luxembourg.

Aung San Suu Kyi, der sad i husarrest i årene mellem 1989 og 2010, blev i maj sidste år valgt ind i Myanmars parlament.

Hun ønsker desuden at stille op til præsidentvalget i 2015 - noget, der i øjeblikket har lange udsigter, da forfatningen i praksis står i vejen både for en kvindelig og for en udenlandsk gift præsident.

Sakharov-prisen for Fritænkning er en årlig pris, der går til personer, som har gjort en særlig indsats i kampen mod undertrykkelse, fanatisme og intolerance.

For to uger siden fik den pakistanske skolepige, blogger og aktivist Malala Yousafzai tildelt dette års pris for sin indsats i kampen for børns og pigers ret til skolegang.

/ritzau/