Suveræn Cavendish banker Sagan i Californien

De seneste år har den tidligere verdensmester Mark Cavendish (Etixx-Quickstep) vundet færre cykelløb, end han har været vant til.

Men briten kan endnu, og søndag var han først over målstregen på den 204 kilometer lange første etape i Tour of California.

Sejren var hans 10. i denne sæson.

Etapen havde start og mål i Pasadena og var en oplagt sprinteretape.

Selv om Tinkoff-Saxo med danskerne Michael Mørkøv og Matti Breschel forsøgte at køre Peter Sagan i stilling til etapesejren, var Cavendish og hans Quickstep-hold ikke til at røre.

Peter Sagan måtte kapitulere mere end tre cykellængder bag Mark Cavendish.

Michael Mørkøv kapitulerede kort før mål efter at have arbejdet for Peter Sagan. Han var i mål 21 sekunder efter Mark Cavendish. Matti Breschel var i mål som fjerdesidst med et tidstab på knap fem minutter, formentlig efter en defekt.

Løbets tredje danske deltager, Lasse Norman (Garmin-Cannondale), var i mål med hovedfeltet.

Mandag kører rytterne 193 kilometer fra Nevada City til Lodi - en etape, som er kuperet i begyndelsen og flad på sidste halvdel.

Løbet slutter søndag i Pasadena.

/ritzau/

Dagens Gossip