Suveræn herredouble sikrer Danmarks første VM-medalje

Danmark er sikker på at få mindst én medalje ved VM i badminton, der bliver spillet i Ballerup.

Det sørgede herredoublen Mathias Boe og Carsten Mogensen for, da de efter en meget overbevisende præstation fredag aften besejrede de ottendeseedede kinesere, Liu Xiaolong og Qiu Zihan, 21-8, 21-17.

Med sejren i kvartfinalen er de tredjeseedede danskere sikre på medalje, da begge tabende semifinalister får en bronzemedalje ved VM.

Sidste år vandt danskerne sølv ved VM i Guangzhou, og for to år siden hentede de ligeledes sølv ved OL i London.

Mathias Boe og Carsten Mogensen havde ellers en skidt statistik mod de unge kinesere før opgøret, eftersom de fire ud af fem gange havde tabt i de indbyrdes opgør.

Danskerne havde dog vundet det seneste møde, finalen ved India Open i april.

Mathias Boe og Carsten Mogensen sørgede for en drømmestart, da de efter at have tabt kampens første duel scorede seks point på stribe og bragte sig foran 6-1.

Gode server af Mathias Boe og godt spil ved nettet sørgede for, at danskerne tiltvang sig initiativet, så boldene blev banket ned på kineserne.

Føringen blev senere udbygget til 11-2 og 16-4, og publikum i den fyldte Ballerup Super Arena kvitterede med den hidtil største opbakning under årets VM.

Liu Xiaolong og Qiu Zihan virkede rystede og lavede også nemme fejl, mens danskerne kværnede videre på næsten fejlfri manér.

Mathias Boe sørgede for sætsejren, da han udmanøvrerede kineserne med en god returnering.

Danskernes niveau i første sæt var så højt, at det næsten ikke kunne fortsætte, og i andet sæt kom kineserne da også bedre med. Dog ikke mere, end at de hele tiden halsede to-tre-fire point efter i første halvdel af sættet.

Der var dog spænding, da kineserne fik reduceret til 12-13 og senere 17-18, men danskernes rutine kom til sin ret i de afsluttende dueller.

Carsten Mogensen overraskede med en svipserv på den første matchbold, og kineserne endte med at sende bolden ud af banen til dansk sejr.

Danmark har mulighed for flere medaljer, når herresinglen Viktor Axelsen og mixeddoublen Joachim Fischer og Christinna Pedersen skal i aktion senere fredag aften.

/ritzau/

Dagens Gossip