Suveræn Serena klar til endnu mere

Med sine 30 år er Serena Williams den næstældste kvindelige tennisspiller i historien, der har vundet grand slam-turneringen US Open.

Men den rutinerede amerikaner har ingen planer om at forlade den internationale tennisscene foreløbig.

- Selvom jeg er 30 år, føler jeg mig meget ung, og jeg har aldrig før været så sulten efter mere som nu, siger Williams.

Natten til mandag dansk tid sikrede amerikaneren sig den 15 grand slam-titel i karrieren, da hviderussiske Victoria Azarenka blev besejret i tre sæt ved US Open-finalen i New York.

Amerikaneren var flere gange under pres mod verdensranglistens nummer et, men i et yderst tæt tredje sæt beviste Williams med et vildt comeback, hvorfor hun i øjeblikket er et niveau over alle andre kvindelige tennisspillere i verden.

- Hun er den bedste spiller nogensinde. Hun har taget tennissporten til helt nye højder, erkender Victoria Azarenka efter finalenederlaget til Williams.

Williams har flere gange været tæt på at indstille karrieren på grund af skader og sygdom - senest i 2011, hvor hun blev ramt af en blodprop. Men hver gang har den bomstærke amerikaner kæmpet sig tilbage i tennisarenaen.

- En stjerne er ikke kendetegnet ved antallet af sejre, men hvordan man kommer sig efter skader. Jeg er gået ned flere gange, men hver gang er jeg kommet på benene igen og nået tilbage til det niveau, hvor jeg gerne vil være, lyder det fra Williams.

2012 har i den grad været et succesfuldt år for amerikaneren, som inden US Open-trofæet vandt både Wimbledon og OL i suveræn stil. I den olympiske finale ydmygede hun endda russiske Maria Sharapova med cifrene 6-0 og 6-1.

Kilde:AFP

Dagens Gossip