Suveræn tysker vinder belgisk Formel 1

Den regerende verdensmester Sebastian Vettel udbyggede søndag sin føring i kampen om Formel 1-verdensmesterskabet.

Den suveræne tysker var hurtigst i det belgiske grand prix på Spa-banen, hvor Red Bull-stjernen sikrede sig sæsonens femte sejr af 11 mulige.

Vettel indledte i næstbedste startposition, men kom allerede på første omgang forbi britiske Lewis Hamiltons Mercedes.

Finske Kimi Räikkönen (Lotus), der før søndagens grand pris indtog andenpladsen i VM-stillingen, måtte udgå cirka midtvejs i løbet, da han i en positioneringskamp om syvendepladsen med Felipe Massa (Ferrari) kørte af banen.

Räikkönens rekordstime på 27 grand prix-løb i træk med VM-point er dermed forbi.

Spanske Fernando Alonso er ny mand på andenpladsen efter en fremragende åbning af Ferrari-køreren. Alonso startede som nummer otte og sluttede som toer på Spa-banen.

/ritzau/

Dagens Gossip