Suvernæn Wozniacki videre i Wimbledon

Caroline Wozniacki vandt sin første kamp i Wimbledon problemløst over svag spansk modstander.

Caroline Wozniacki er videre til anden runde i Grand Slam-turneringen Wimbledon.

I overbevisende stil besejrede hun med sin sortmalede, navnløse og stærkt omtalte ketcher 26-årige Estrella Cabeza Candela fra spanske Sevilla 6-0, 6-2.

Hermed revancherede Caroline Wozniacki sidste års nedtur, hvor østrigeren Tamira Paszek sensationelt sendte hende ud af den traditionsrige tennisturnering i London allerede i første kamp.

Caroline Wozniacki blev fra sidelinien fulgt af blandt andre sin nordirske kæreste Rory McIlroy, der senere i denne uge stiller op ved golfturneringen Irish Open og derfor tidligst igen kan bakke hende op i en eventuel ottendedelsfinale næste mandag.

Og han kunne kun være tilfreds med, hvad han så.

Estrella Cabeza Candela, der første gang i karrieren var impliceret i en kamp på Grand Slam-niveau, men ikke desto mindre ligger nummer 101 på verdensranglisten, havde ingen spillemæssige våben, der kunne matche den snart 23-årige danskers. Hendes baghånd var stort set ikke-eksisterende, mens serven var uden power.

Spanierens spillemæssige svagheder blev ikke mindst i første sæt udstillet. Det varede blot 20 minutter - uden at Wozniacki på nogen måde behøvede at spille sig ud.

I det nøjagtig dobbelt så lange andet sæt spillede Estralla Cabeza Candela sig op, og havde i Caroline Wozniackis første serveparti en breakbold, som hun imidlertid kiksede.

Det efterfølgende parti vandt spanieren, der efter selv at være blevet brudt brød Caroline Wozniacki til 2-3.

Men så var det slut med dansk gavmildhed. Caroline Wozniacki vandt de efterfølgende tre partier og dermed kampen.

Senere i dag bliver det afgjort, om Caroline Wozniacki i anden runde - formentlig på onsdag - skal møde tjekken Petra Cetkovska eller kroaten Donna Vekic.

Uanset hvem modstander bliver, er der tale om spillere, som Caroline Wozniacki aldrig tidligere har tabt til.

Dagens Gossip