Svækket FCN-hold er uden topscorer mod Randers

Skrevet af admin

27/11/2015

Dagens topnyheder

FC Nordsjællands trænerteam har udtaget 19 spillere til superligakampen lørdag eftermiddag ude mod Randers FC.

Farum-mandskabet må klare sig uden to af holdets profiler, heriblandt angriberen Bruninho, oplyser fodboldklubben på sin hjemmeside.

- Lasse Petry sidder udenfor med en spilledags karantæne, og Bruninho er ude med en mindre skade, skriver FCN.

Bruninho bliver svær at undvære, da brasilianeren er holdets topscorer med ni mål, hvoraf mange af dem har sikret vigtige point i Alka Superligaen.

- U19-spilleren Emre Mor kan få sin debut for FCN, hvis han kommer på banen i Randers, lyder det til gengæld fra klubben.

Randers stiller heller ikke op i stærkeste formation, da to spillere er ude med henholdsvis en skade og en karantæne.

Angriberen Mikael Ishak er ude med karantæne, mens stopperen Jeppe Tverskov er ukampdygtig i flere måneder med en alvorlig knæskade.

Randers kan dog glæde sig over, at de centrale midtbanespillere - anfører Christian Keller og Nicolai Poulsen - er tilbage efter overståede karantæner.

Lørdagens kamp i Randers fløjtes i gang klokken 16 af dommer Michael Johansen.

/ritzau/