Svækket landshold møder Rusland med halvandet øje på OL

Skrevet af admin

08/03/2016

Dagens topnyheder

Tre måneder kan være lang tid i håndbold, og for det danske kvindelandshold ser verden i dag ganske anderledes ud end ved VM på hjemmebane i december.

Det hold, som landstræner Klavs Bruun Jørgensen har taget med til onsdagens EM-kvalifikationskamp mod Rusland, er næsten ukendeligt i forhold til den trup, der optrådte i Boxen i Herning i julemåneden.

- Det er irriterende, at der er så mange, der har været skadet og er trætte. Men det ligger på den anden side ikke til mig at bekymre mig så meget om det. Jeg må tage de bedste af dem, der er til rådighed, siger Klavs Bruun Jørgensen.

Det er nogle af de allertungeste navne, landstræneren må se bort fra.

Ud over Mette Gravholt, som i februar blev smidt af holdet under stor ståhej, mangler bærende kræfter som Line Jørgensen, Louise Burgaard, Maria Fisker og Sandra Toft, når holdet løber på banen i Astrakhan ved Volgas bred.

Toft støder dog til truppen inden lørdagens hjemmekamp mod de samme russere, men situationen er alligevel kritisk for det danske landshold.

Umiddelbart efter de to EM-kampe skal de nemlig ud i tre langt vigtigere opgør om at kvalificere sig til OL i Rio de Janeiro.

- Vi tænker selvfølgelig over det, og det er superærgerligt, at vi for eksempel mangler Burgaard, siger Stine Jørgensen, Louise Burgaards klubkammerat i FC Midtjylland.

- Men samtidig ved vi, at det er sådan, håndboldverden er. Vi kender det hjemme fra klubberne, at vigtige spillere kan være ude fra den ene dag til den anden. Men det er jo et vigtigt tidspunkt, det sker på, siger Stine Jørgensen.

Med OL-kampene i Aarhus lige om hjørnet handler møderne med russerne ikke kun om EM-point, men lige så meget om at skabe et slagkraftigt hold ud af navne som Anne Cecilie Dornonville de la Cour, Kathrine Heindahl og Mia Rej

Selv om det skulle blive til nederlag onsdag i Rusland og tre dage senere i Næstved mod samme modstander, kommer EM-pladsen næppe i fare med Portugal og Tyrkiet som de øvrige modstandere.

- Det er lige hårdt nok at sige, at kampene mod Rusland kun er forberedelse. Men der er ingen tvivl om, at det kommer de også til at være.

- Jeg vil gerne vinde over Rusland og sikre EM-deltagelsen nu i stedet for at vente til senere. Hvis vi kan høste noget selvtillid her, kan det blive vigtigt i forhold til de kommende kampe i OL-kvalifikationen, siger Klavs Bruun Jørgensen.

Onsdagens udekamp begynder klokken 17 dansk tid.

/ritzau/