s»Vælgerne har gennemskuet Venstres velfærdsbedrag«

Sådan lyder det fra SFs politiske ordfører, Jonas Dahl (SF).

»Det her understreger, at Løkkes vælgerbedrag er ved at mislykkes. Sandheden er jo at nulvækst uden velfærdsforringelser, det er ren fiktion, og det har vælgerne efterhånden gennemskuet. Og det her lægger et pres på Lars Løkke Rasmussen (V) for at komme med ærlige svar på, hvem nulvæksten vil ramme. Er det pædagogerne, er det lærerne, er det sygeplejerskerne, hvor er det i den offentlige sektor, der skal forsvinde arbejdspladser,« spørger Jonas Dahl.

I en meningsmåling, som Gallup har foretaget for Berlingske, svarer 63 procent, at de er »enige« eller »overvejende enige« i, at nulvækst forringer velfærden, ligesom hele 59 procent mener, at det vil føre til færre offentligt ansatte.

Venstre hævder, at partiets plan om nulvækst ikke vil koste varme hænder i den offentlige sektor, fordi nulvæksten er reguleret med pris- og lønudviklingen. Det vil ifølge partiet betyde, at der er råd til de samme ansatte og den samme velfærd.

Men det holder ikke, når der samtidig bliver flere ældre, der får brug for hjælp, siger Jonas Dahl. Han peger på, at nulvæksten ifølge regeringens analyse vil betyde 24.000 færre offentligt ansatte i 2020 i forhold til i dag.

I lørdagens udgave af Jyllands-Posten afviser finansminister Bjarne Corydon (S) at udstikke garantier for, at regeringen vil ansætte flere varme hænder. Men det er målet, fastslår Jonas Dahl.

»I SF har vi en tro på, at den offentlige sektor skal styrkes. Og jeg har en ambition om, at vi frem mod 2020 skal have flere hænder i den offentlige sektor. Man kan sige det på den måde, at forskellen på nulvæksten, som Venstre står for, og den vækst, regeringen står for, det er 24.000 ansatte i den offentlige sektor« siger han.

Dagens Gossip

Dagens TV