Svær tysk redningsoperation i grotte går efter planen

Skrevet af admin

16/06/2014

Dagens topnyheder

Efter en flere timer lang hvilepause langt nede i den alpine grotte ved Riesending på grænsen mellem Tyskland og Østrig blev en redningsaktionen genoptaget mandag aften, da den sårede 52-årige Johann Westerhauser blev hejst videre op mod jordens overflade.

På sin redningsbåre er den sårede forsker nu ved at blive hejst op mod bivuak to i 550 meters dybde fra bivuak tre i 700 meters dybde. Den sårede Westerhauser skal løftes op til dagslyset igen via i alt fem bivuak-stationer, som er sat op i den smalle grotte ved Riesending på grænsen mellem Tyskland og Østrig.

Det svære stykke fra bivuak tre til bivuak to er præget af utallige op- og nedstigninger, og den ventes at vare omkring 24 timer.

Redningsholdet tæller i alt op mod 200 personer.

Johann Westerhauser blev søndag ramt i hovedet og bryst af nedfaldende klippestykker og blev fanget i 1000 meters dybde i Tysklands dybeste grotte.

En 42-årig, der med på ekspeditionen, klatrede ud af grotten alene for at hente hjælp. Det tog over 12 timer at kravle op og få de første redningsfolk frem til grotten.

Den sårede forsker har stadig flere dage for sig på sin båre gennem smalle, skarpt vinklede gange - i komplet mørke.

- I grotten er der hverken dag eller nat, siger Benno Hansbauer fra redningsholdet.

- Vejen op kræver ikke blot meget af den tilskadekomne, men også af redningsarbejderne. Hver gang kræfterne slipper op, må man holde pause, tilføjer han.

Det labyrintagtige grottesystem er først blevet udforsket af forskere fra 2002. Det er over 19 kilometer lang og op til 1148 meter dybt. Den sårede er blandt dem, som opdagede grotten.

/ritzau/dpa