Svære gældsforhandlinger venter grækerne

Skrevet af admin

19/06/2015

Dagens topnyheder

Grækenland bør ikke uden videre regne med, at et sammenbrud vil kunne forhindres af EU-Kommissionen.

Det siger EU-kommisionens formand, Jean-Claude Juncker, om forhandlingerne mellem Bruxelles og Athen.

- Jeg har gentagne gange sagt til den græske premierminister, Alexis Tsipras, at han ikke bør regne med, at jeg er i stand til at hindre et sammenbrud i gældsforhandlingerne, siger Juncker i et interview, som det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel offentliggør lørdag.

Juncker siger også, at han har indtryk af, at den græske regering tilsyneladende har misforstået hans forsøg på at finde et kompromis mellem Grækenland og de internationale kreditorer.

- Grækerne synes at have indtryk af, at der er nogen i Europa, som i sidste øjeblik vil kunne trække en hvid kanin op af hatten. Men det er ikke tilfældet, siger han.

Juncker, som er kristelig demokrat fra Luxembourg, indrømmer også, at han har svært ved at forstå den græske premierminister, Alexis Tsipras.

- Jeg forstår ikke Tsipras. Tilliden, som jeg har vist ham, er ikke blevet gengældt i samme store grad, siger han til Der Spiegel.

I Athen siger premierministerens kontor i en erklæring, at det tror på, at en aftale kan komme på plads i 11. time.

Den græske premierminister sagde på et et møde med parlamentarikerne i sit venstreorienterede Syriza-parti tidligere på ugen, at de internationale långivere vil "ydmyge" hans regering.

Långiverne, som er Den Internationale Valutafond (IMF), Den Europæiske Centralbank (ECB) og EU, bliver ved med at kræve, at regeringen i Athen foretager yderligere nedskæringer, og det er politisk motiverede krav, mener Tsipras.

/ritzau/Reuters