Svært fordøjelige misforståelser: Danskerne ved for lidt om afføring

Skrevet af Elo Christoffersen

10/10/2013

Mest læste i dag

Der er mange misforståelser forbundet med blandt andet forstoppelse, viser en ny undersøgelse.

Det kan være et problem, hvis man ikke kan skelne mellem fup og fakta, fordi man i forsøget på at afhjælpe forstoppelsen kan komme til at forværre den – især kronisk forstoppelse, fortæller sygeplejerske Gerd Johnsen med speciale i afføring og mere end 30 års erfaring på området.

Kerner den ukendte synder

Hun fortæller, at en af de hyppigste misforståelser er, at mange tror, at hele kerner er gode for fordøjelsen, men det forholder sig helt omvendt. Hun peger på, at hele kerner er en stor synder, når det kommer til problemer med forstoppelse, mavekneb og oppustet mave.

- Kernerne kan nemlig ophobe sig i tarmen og give alle former for afføringsproblemer, siger Gerd Johnsen i en pressemeddelelse.

Læs også: Bakterier fra tynde mennesker kan forebygge fedme

Derfor er det et problem at 75 procent af respondenterne i undersøgelsen tror, at en kost med mange kerner hjælper til, at man ikke får forstoppelse.

Folk ved, at fuldkorn er sundt, og det er det også, men for at fibrene i fuldkornsprodukterne skal bidrage til en mere velfungerende fordøjelse, skal man spise fødevarer, som indeholder malet fuldkorn.

- Fibrene i kosten giver tarmindholdet fylde og stimulerer tarmbevægelsen. Særligt de vandopløselige fibre, som man finder i mel, grønt og frugt kan skabe en god balance, forklarer Gerd Johnsen.

Øget væskeindtag og fysisk aktivitet i hverdagen kan også afhjælpe forstoppelse og andre mavegener, men i det hele taget er man nødt til at prøve sig frem for at finde ud af, hvad der virker for en. Kronisk forstoppelse kan ikke blot behandles med øget væske, fiberrig kost og øget motion.

Afhængighed og slap tarm

Hvis man har forstoppelse, kan det være fristende at tage et mildt afføringsmiddel, der fås i håndkøb, men undersøgelsen viser, at over halvdelen af os tror, at afføringsmidler kan føre til såkaldt ”slap tarm” og afhængighed. De misforståelser kan afholde folk fra at benytte afføringsmidler.

Test: Hvem er sundest - McDonald's eller Burger King?

Der er dog ingen grund til bekymring, lyder det fra Gerd Johnsen.

- Det er helt forkert! Det er nu videnskabeligt veldokumenteret, at afføringsmidler giver hverken slap tarm eller fører til afhængighed ved korrekt brug, siger hun.

Flere tror desuden, at afføringsmidler kan føre til kronisk forstoppelse og væsketab, men ifølge Gerd Johnsen er det ikke tilfældet. Et håndkøbspræparat som for eksempel lactulose eller bisacodyl med flere kan være et godt hjælpemiddel som kan løsne op for forstoppelsen.

Toilettet er et fristed

28 procent af respondenterne i undersøgelsen har den opfattelse, at jo længere man sidder på toilettet, des bedre bliver tarmen tømt, men det figenblad for lange toiletbesøg afviser Gerd Johnsen:

- Det er en misforståelse. Det tager ikke 10 minutter at få en ordentlig tømning. Det bør kun tage ganske få minutter, når man sidder i den korrekte siddestilling for udskillelse af afføring. Så dét med, at man skal bruge så meget tid derude, handler nok i højere grad om, at man gerne vil være alene og have fred og ro, slutter hun.