Svag fremgang i byggejob

Beskæftigelsen vil kun stige ganske svagt i år og næste år for den pressede bygge- og anlægssektor. Der er ellers søsat en stribe initiativer, som skal øge beskæftigelsen på netop dette område.

Med vækstpakken fra sidste måned bliver offentlige milliardinvesteringer fremrykket, der er afsat ekstra penge til at renovere almene boliger, og håndværkerfradraget er genoplevet for 2013 og 2014. Dertil kommer store trafikinvesteringer, blandt andet metrocityringen, Femern-tunnellen og den nye København-Ringsted-bane over Køge.

Men trods dette ventes beskæftigelsen kun at stige fra godt 143.000 job i år til 145.000 i år og yderligere til 148.500 næste år, vurderer Dansk Byggeri i en ny prognose, som bliver offentliggjort torsdag på Byggeriets Årsdag.

»Uden virkningen fra politiske indgreb havde vi i 2013 nået endnu en bundrekord. Boligjobordningen skaber hurtigt nogle job, men både det private boligbyggeri og erhvervsbyggeriet ligger stadigt lavt,« siger administrerende direktør Lars Storr-Hansen fra byggeorganisationen med 6.000 virksomheder.

Den nye prognose løfter skønnet for beskæftigelse med cirka 6.000 job både i år og næste år, men der er stadig langt op til det historiske gennemsnit på 163.000 arbejdspladser i byggeri og anlæg.

Især nybyggeriet ligger i dvale. Der ventes kun at blive opført 3.000 nye parcelhuse i år og næste år – det laveste i mands minde og markant lavere end de 11.400 boliger under bygge- og prisboomet i 2006.

Erhvervsbyggeriet falder for femte år i træk – og skrumper yderligere i 2014.

»Den underliggende økonomi er ikke stærk, og der står masser af tomme kontorer, fabrikker og landbrugsbygninger,« siger Storr-Hansen.

Som Berlingske Business skrev onsdag, viser to nye analyser udarbejdet til Dansk Byggeri, at hverken industri, landbrug eller detailhandel kan forventes at skrue op for investeringerne i mursten de kommende år. Dertil har udflytningen af arbejdspladser til lavtlønslande og jobtabet gennem fem års finanskrise været alt for massiv.

Dagens Gossip

Dagens TV