Svar på tiltale fra Emil Larsen

Det har været en uge med op og nedture for OB’s Emil Larsen, der søndag var blandt sit holds bedste i superligaopgøret mod FC Vestsjælland.

Først var han solgt til Brøndby, og så var han det ikke alligevel. Et dumpet lægetjek stoppede i torsdags et næsten stensikkert klubskifte for Emil Larsen til Brøndby.

Kantspilleren blev hurtigt lagt for had blandt OB’s fans, og der var derfor med spænding set frem til, hvordan Emil Larsen ville klare kampen mod FC Vestsjælland.

Han gav dog svar på tiltale. På trods af at OB’s fans buhede af ham både før og under kampen, var han et af sit holds bedste i kampen.

- Jeg lukkede tilråbene fuldstændig ude og koncentrerede mig om at hjælpe drengene inde på banen. Jeg var opsat i dag og ville vise, at de kunne stole på mig, sagde Emil Larsen efter kampen.

Han kunne da også have vundet både fans og medspilleres hjerter allerede i første halvleg, hvor han var alene med målmanden to gange men misbrugte de store tilbud.

Inden da havde Morten Skoubo bragt OB foran 1-0 på et flot opspil, som angriberen afsluttede med en sikker scoring.

Den negative røst mod Emil Larsen fra OB’s fans blev dog hurtigt vendt til jubelråb. En glidende tackling lige foran OB-fansene, hidsige tilbageløb og et skud på stolpen i anden halvleg hjalp til, at buh-råbene blev skiftet ud med ’Emil Larsen olé.

- Jeg hørte desværre ikke så meget under kampen. Men det er da bestemt positivt med olé-råb. Jeg ved, at der er nogle, som ikke er så glade for mig for tiden, og det forstår jeg godt, men jeg vil bruge mit fokus på at hjælpe holdet, sagde Emil Larsen.

OB-træner Troels Bech var da også tilfreds med Emil Larsens indsats. De to har efter det mislykkedes skifte til Brøndby i torsdags haft en snak frem mod kampen mod FC Vestsjælland.

- Det er klart, at det var en situation, som skulle italesættes og vendes med Emil. Men han var utrolig fokuseret i dag og farlig både som oplægger og målscorer. Han fortjener voldsom anerkendelse, det var en rigtig OB’er værdigt, sagde Troels Bech.

Han var dog selvfølgelig skuffet over, at OB ikke fik alle tre point, og at det lykkedes FC Vestsjælland at udligne tre minutter inde i overtiden til kampens resultat 1-1.

 

 

 

Dagens Gossip

Dagens TV