Sven-Göran Eriksson bliver træner i Kina

Sven-Göran Eriksson bliver ved med at finde nye trænerjob i international fodbold.

Bare to dage efter, at svenskeren stoppede som rådgiver for Al Nasr i De Forenede Arabiske Emirater, har han fundet et nyt job i Kina. 65-årige Eriksson skal være træner for Guangzhou R&F, der spiller i landets bedste række.

En leder fra klubben bekræfter over for AFP, at man har indgået en aftale frem til udgangen af 2014 med Eriksson.

Guangzhou indtager i øjeblikket en 13.-plads i den bedste kinesiske fodboldrække, der består af 16 hold.

Sven-Göran Eriksson var træner i italienske Lazio frem til 2000, hvor han blev landstræner for England. Et job han havde i fem år.

Svenskeren har senere været landstræner for Mexico og Elfenbenskysten. På klubplan har han også repræsenteret Manchester City og Leicester City. Derudover har han været sportsdirektør i Notts County.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV