Svensk avis: Danske Bank forhandler om aftale med SEB

Ifølge avisens kilder er bankerne i færd med at undersøge mulighederne for et samarbejde. Hvad aftalen indebærer, har Dagens Industri ingen oplysninger om, men den mener at vide, at topchefen i kapitalfonden Investor, som ejer en femtedel af SEB, samt topchefen i EQT, begge mener, at banken er for lille sammenlignet med konkurrenten Nordea.

Efter ni år i spidsen for SEB spås administrerende direktør Annika Falkengren en fremtid som topchef i netop Investor, mens Danske Banks bestyrelsesformand Ole Andersen ikke alene har en fortid i EQT, han har også arbejdet mange år i SEB, senest som chef for bankens corporate finance-aktiviteter fra 2000 til 2003.

Andre personsammenfald tæller SEBs Mats Torstendahl, som nævnes blandt mulige kandidater til at overtage efter Annika Falkengren, og som tidligere var Sverige-chef for Danske Bank.

I Danske Bank afviser pressechef Kenni Leth at kommentere på rygter, og samme melding kommer fra SEB.

»Der opstår af og til rygter om banker, og som altid vælger vi hverken at dementere eller bekræfte dem,« siger informationsdirektør Viveka Hirdman-Ryrberg.

Dagens Gossip