Svensk bundhold ydmyger FCM-kvinder i Champions League

Håndboldkvinderne fra FC Midtjylland ligner ikke et hold med kvalitet til at avancere fra gruppespillet i Champions League.

Fredag aften skulle holdet modbevise dette ved at slå gruppens absolutte bundhold, Sävehof fra Sverige, men svenskerne kom i stedet på pointtavlen for første gang efter otte kampe i gruppen med en hjemmesejr på 32-24 over FCM.

Sävehof har nu to point, mens FCM bliver på fem point for otte kampe på femtepladsen. Kun de fire bedste avancerer til kvartfinalerne, og FCM skal hente rumænske CSM Bucuresti, der har syv point for syv kampe.

De mødes næste søndag i Midtjylland.

Lige nu ligner FCM dog et hold i krise blottet for energi og overskud i et stramt kampprogram.

FC Midtjylland fik en forfærdelig start på kampen, hvor stort set intet lykkedes. Flere af de danske afslutninger var end ikke i nærheden af at blive til scoringer. I løbet af de første ni minutter havde Sävehof bragt sig foran 7-1.

Derefter fik FCM kontrafasen til at fungere bedre, og et par svenske udvisninger medvirkede også til, at FCM fik bedre fat og reducerede til 7-9.

Men generelt var der bare mere saft og kraft bag det, svenskerne foretog sig i første halvleg. Særligt Julia Eriksson var veloplagt, og med sit ottende mål sørgede hun for svensk pauseføring på 17-11.

Det svenske hjemmehold fortsatte dominansen efter pausen, og det lignede en afgørelse, da Sävehof efter knap et kvarter af anden halvleg førte 26-16.

FCM pyntede lidt på stillingen, men det var ren kosmetik. Spænding om udfaldet kom der aldrig.

/ritzau/

Dagens Gossip