Svensk cpr-hacker for retten i Danmark i dag

Skrevet af admin

28/11/2013

Dagens topnyheder

Den svenske superhacker Gottfrid Svartholm Warg bliver torsdag formiddag stillet for en dommer ved Retten på Frederiksberg. Han er sigtet for sammen med en dansk mand at stå bag et omfattende hackerindbrud i politiets registre.

Den danske mand blev fængslet i sagen i juni, mens Warg har siddet fængslet i Sverige, hvor han selv har siddet tiltalt i en hackersag. Men nu er Warg blevet udleveret til Danmark.

Ifølge Ritzaus oplysninger vil Svartholm Warg blive præsenteret for sigtelser, der er magen til dem, som den 20-årige dansker, der blev fængslet 6. juni.

De to, som nægter sig skyldige, har ifølge politiet opnået adgang til dataanlæg hos it-firmaet CSC, som indeholder flere af politiets registre. Blandt andet har mændene haft adgang til kørekortregistret, som indeholder cpr-numre.

Også et register over efterlyste personer i Schengen-landene og passwords til 10.000 tjenestemænds e-mail har mændene ifølge politiet haft adgang til.

Da sagen kom frem i juni, oplyste Rigspolitiet, at der ikke var tegn på, at de personfølsomme oplysninger var blevet misbrugt af mændene, men sagen er alvorlig, blandt andet fordi den har afsløret en skrøbelighed i datasikkerheden i centrale registre.

På de samme anlæg, som er blevet hacket, ligger også Det Centrale Personregister, bedre kendt som CPR, der indeholder oplysninger om alle danskere. Men selve cpr-registret er ikke blevet hacket.

Da den 20-årige dansker i juni blev fremstillet i grundlovsforhør og senere fængslet, foregik det for lukkede døre. Det vil formentlig også blive tilfældet i retsmødet torsdag. Anklagemyndigheden vil anmode om det, men det er i sidste ende op til dommeren.

Svartholm Warg, der er medstifter af den omdiskuterede fildelingstjeneste Pirate Bay, blev i efteråret idømt et års fængsel ved landsretten i Sverige for indbrud i it-virksomheden Logica.

Det var oplysninger fra svensk politi, som gjorde dansk politi opmærksom på, at der overhovedet var sket et hackerindbrud i CSC's dataanlæg.

/ritzau/