Svensk elev mistænkt for at planlægge skolemassakre

Udrustet med våben rykkede politiet ud til Hersby Gymnasium i Lidingö torsdag. Hos alarmcentralen rullede der et opkald ind kort før klokken 11, som lød på ulovlige trusler.

Ifølge aftonbladet.se er det en elev, der mistænkes for at have planer om en skolemassakre, men hos politiet er der ikke yderligere oplysninger, skriver avisen på sin hjemmeside.

Heller ikke gymnasiets rektor ønsker at udtale sig om, hvorfor politiet er mødt talstærkt op,

»Nej, jeg har desværre ingen oplysninger at give på nuværende situation,« siger Carina Carlsson til aftonbladet.se.

End ikke konfronteret med, at medierne ved, at anmeldelsen handler om ulovlige trusler, ønsker hun at oplyse noget.

Men ifølge aftonbladet.se har en elev truet på Facebook med at slå sin klasse og sine lærere ihjel.

En anden elev på gymnasiet fortæller, hvordan alle styrtede ud af kantinen, da politiet mødte op.

»Alle er bange, folk står og snakker med hinanden om, hvad der er sket, men vi har ikke fået så meget information,« siger Wille Wiking til aftonbladet.se.

Dagens Gossip