Svensk FCM-spiller: Chok over Glen Riddersholms farvel

Skrevet af admin

26/06/2015

Dagens topnyheder

Det er ikke kun i Danmark, at Glen Riddersholms pludselige farvel til FC Midtjylland har gjort indtryk.

Cheftrænerens opsigelse hos de nykårede danske fodboldmestre har skabt rystelser helt til Prag, hvor det svenske U21-landshold forbereder sig til lørdagens EM-semifinale mod Danmark.

- Ingen vidste noget, hverken spillere eller trænere. Det kom som et chok, og jeg var selv lidt chokeret, siger FC Midtjyllands svenske spiller Kristoffer Olsson.

- Jeg tænkte selvfølgelig på det, da jeg hørte nyheden, men nu fokuserer jeg på EM, siger den 19-årige svensker, som FC Midtjylland i september sidste år hentede hos Arsenal på en lejeaftale.

I vinter købte FCM Kristoffer Olsson helt fri af den engelske storklub, men den svenske teenager fik det meste af foråret spoleret på grund af en skade.

Han håber, at det lykkes for FC Midtjylland at finde en kapacitet til at afløse Glen Riddersholm.

- Det skal være en træner med samme filosofi. Glen var en vigtig del af, at vi vandt mesterskabet.

- Jeg er sikker på, at der kommer en træner, der kan føre FC Midtjylland til det niveau, vi havde i sidste sæson, hvis ikke bedre, siger Kristoffer Olsson.

Han har endnu ikke været i aktion ved EM for Sverige, der imponerede med en andenplads i gruppe B.

Svenskerne hentede fire point og blev nummer to efter Portugal, men foran både Italien og England.

Semifinalen mellem Danmark og Sverige bliver spillet lørdag klokken 21 i Generali Arena i Prag.

/ritzau/