Svensk finansfyrste er død

Den svenske finansmand Peter Wallenberg er død. I weekenden sov han stille ind i sit hjem, oplyser Knut og Alice Wallenbergs Stiftelse. Han blev 88 år.

Den magtfulde erhvervsmand havde i løbet af sin karriere en række lederposter i den magtfulde Wallenberg-families store finansimperium og har i de seneste år været bestyrelsesformand i flere af familiens stiftelser.

Så sent som i sidste uge overlod han sine sidste formelle opgaver som formand for Knut og Alice Wallenberg Foundation til en af sine sønner.

Allerede i 1997 indledte Peter Wallenberg dog tilbagetrækningen, da han som 70-årig forlod stillingen som formand for familiens elselskab Investor.

Egentlig var det slet ikke meningen, at Peter Wallenberg skulle blive hersker over Wallenberg-imperiet, der i årtier har været synonym med svensk erhvervsliv.

Hans ældre bror, Marc Wallenberg, stod til at løfte arven efter sin far.

Men i 1971 tog Marc livet af sig selv, og da fætteren Peder Bonde heller ikke kunne kapere presset, fik Peter Wallenberg chancen.

Det var dog ikke med farens gode vilje.

- Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde fik opmuntring fra min far, har Peter Wallenberg sagt i et interview med Sydsvenskan.

Således var det først ved faderen Marcus Wallenbergs død i 1982, at den dengang 56-årige Peter Wallenberg endelig fik lov at indtage tronen.

I modsætning til de andre Wallenbergere var Peter ikke bankuddannet. Han var jurist og industrimand med over 20 år i virksomheden Atlas Copco bag sig.

Men i 1974 indledte han arbejdet i familieforetagendet i SE-Banken.

I løbet af sin levetid blev Marcus Wallenberg en legende, og da han døde i 1982, var det svært for Peter Wallenberg at løfte arven efter sin far.

Han blev mødt med skepsis fra journalister og forretningsfolk, men over tid viste han, at han var kompetent og kunne håndtere opgaven.

Det fortæller historiker og forfatter Gunnar Wetterberg, der mødte Peter Wallenberg i forbindelse med bogen "Wallenberg. Et familieimperium", der udkom i 2013.

- Han var skarp. Der var ikke noget nonsens uden analyse, siger Wetterberg til Expressen.

Forfatteren taler også om det hårde liv, som Peter Wallenberg levede. Han arbejdede stenhårdt, kæderøg og overlevede flere hjerteanfald.

- Alligevel er han den i familien, der levede længst, siger Gunnar Wetterberg.

Peter Wallenberg var gift tre gange, men ægteskaberne holdt ikke.

- Jeg er ikke god til det der, sagde han i et interview med Dagens Nyheter i forbindelse med sin 80-års-fødselsdag.

Han efterlader sig tre børn: Jacob, Andrea og Peter.

Wallenberg-familien er medejer af flere store selskaber som eksempelvis Ericsson, Electrolux og Skandia.

I 1990 blev det anslået, at familien indirekte kontrollerede en tredjedel af det svenske bruttonationalprodukt.

/ritzau/

Dagens Gossip