Svensk fodboldklub giver nordmænd gratis adgang

På søndag spiller Djurgården sin sidste hjemmekamp i Allsvenskan med Per-Mathias Høgmo som træner.

Nordmanden, der fremover skal stå i spidsen for det norske landshold, har tilsyneladende gjort indtryk i Stockholm-klubben, og det kommer nu hans landsmænd til gode.

Djurgården har på sin hjemmeside lagt et brev ud - skrevet på norsk - hvor man inviterer alle nordmænd gratis til fodbold.

- Djurgården Fotball vil takke Norge for, at vi i løbet af en kort periode har fået lov til at låne en af landets allerstørste ledere og give ham lidt bedre forudsætninger, før han forlader os for at overtage landsholdet, skriver klubben.

Gratis adgang kræver, at man kan fremvise norsk pas. Til gengæld er man velkommen til at tage en svensk ven med, hedder det på hjemmesiden.

Per-Mathias Høgmo har kun været træner for Djurgården siden maj måned, hvor han afløste den tidligere AaB-træner Magnus Pehrsson, der fik en skidt start på sæsonen og efterlod holdet bunden af ligaen.

Høgmo fik dog rettet op på traditionsklubben, der nu ligger placeret midt i ligaen. Derfor har nordmanden fået øgenavnet Per-Messias, og derfor har klubben altså ment, at der skulle gøres noget særligt ud af den sidste hjemmekamp.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV