Svensk højesteret afviser appel fra Julian Assange

Skrevet af admin

11/05/2015

Mest læste i dag

Højesteret i Sverige har mandag afvist en appel fra WikiLeaks-stifteren Julian Assange, som i mere end fire år har gemt sig på Ecuadors ambassade i London, hvor han har asyl.

Assange havde håbet, at domstolen ville ophæve en fire år gammel arrestordre, skriver expressen.se.

Men det blev et afslag.

Domstolen skriver i en afgørelse udsendt mandag, at varetægtsfængslingen ikke strider mod proportionalitetsprincippet. Det betyder, at fængslingen står mål med det, man venter at opnå.

Højesteret mener, at der er en "stærk almeninteresse" i, at sagen opklares.

Julian Assange er tiltalt i Sverige for at have forbrudt sig seksuelt mod to svenske kvinder. Han nægter sig skyldig.

Australieren tabte i 2012 en retssag i London om udlevering til Sverige.

Herefter flygtede han til Ecuadors ambassade i London, fordi han frygtede at blive udleveret til Sverige og herfra videretransporteret til et fængsel i USA anklaget for at have offentliggjort militære dokumenter på WikiLeaks.

Julian Assange står bag læk af bunkevis af hemmeligstemplede amerikanske dokumenter fra krigene i Irak og Afghanistan.

Højesteret i Stockholm nævner mandag i en skrivelse, at svensk politis efterforskere arbejder på at gennemføre en afhøring af australieren på Ecuadors ambassade i London.

WikiLeaks-stifteren har tidligere ytret ønske om den løsning, og han har for nylig accepteret et besøg fra svensk politi.

Svenske myndigheder har tidligere afvist at afhøre WikiLeaks-chefen uden for Sveriges grænser.

/ritzau/