Svensk kronprinsesse er blevet mor til sit andet barn

Skrevet af admin

03/03/2016

Dagens topnyheder

Sveriges kronprinsesse Victoria og prins Daniel er blevet forældre til en søn.

Det fortæller prins Daniel på et pressemøde på Karolinska Universitetssjukhuset i Stockholm-forstaden Solna, skriver nyhedsbureauet TT.

- Jeg er her, fordi jeg har gode nyheder, siger prins Daniel.

Den nyfødte prins er lillebror til parrets første barn, prinsesse Estelle, og får plads som nummer tre i den svenske tronfølge efter sin mor og storesøster.

- Alt er gået rigtig godt. Det gik hurtigt. Vi kom her til aften. Man bliver virkelig imponeret. Det er jo en urkraft, siger prins Daniel.

Den lille prins vejer 3655 gram og måler 52 centimeter.

Den ledende overlæge Lennart Nordström fortæller, at det var en hurtigt fødsel.

- Kronprinsessens nyfødte søn er lige så stor, som en gennemsnitlig nyfødt dreng forventes at være i Sverige, konstaterer Lennart Nordström på pressemødet ifølge TT.

Ifølge far Daniel slægter sønnen allerede sin mor på, når det kommer til udseendet.

- Heldigvis ligner drengen sin mor, siger Daniel ifølge den svenske avis Expressen og tilføjer, at han er glad for at have fået en søn.

- Det føles godt, der kommer lidt bedre balance med to drenge i familien, siger han.

Hoffet oplyste 4. september, at kronprinsessen var gravid, og at parret ventede sit andet barn til marts. Derfor har der også de seneste dage været en del spekulationer og forventninger om, at Victoria snart ville føde.

Kronprinsesse Victoria og prins Daniel er i forvejen forældre til Estelle Silvia Ewa Mary på fire år. Hun blev født 23. februar 2012 og er det første barnebarn til kong Carl Gustaf og dronning Silvia.

Begge kronprinsesse Victorias søskende har allerede hilst på det nye, royale familiemedlem.

- Tillykke til min søster Victoria og Daniel med deres søn, skriver prinsesse Madeleine på Facebook ifølge avisen Expressen og afslører samtidig, at hun er på hospitalet.

Også prins Carl Philip var en tur forbi fødselsgangen, skriver den svenske avis.

/ritzau/