Svensk militær bekræfter: Vi jagtede to ubåde i oktober

Skrevet af admin

11/01/2015

Dagens topnyheder

Bare en uge efter, at det svenske forsvar i efteråret afsluttede en eftersøgning af en uidentificeret ubåd, førte en observation fra en privatperson til endnu en ubådsjagt ved indsejlingen til Stockholm.

Det afslører den svenske avis Dagens Nyheter.

Nyheden om den hidtil hemmeligholdte ubådsjagt bekræftes af det svenske forsvars pressechef, Philip Simon.

- Oplysningerne i Dagens Nyheter er korrekte. Den her hændelse er klassificeret som en mulig ubåd, siger han til nyhedsbureauet TT.

Det var et fotografi af det, der lignede tårnet på en ubåd, der fik forsvaret til at reagere.

- Vi valgte at kigge nærmere på den her observation. Dels fordi personen var troværdig, dels fordi vi havde både fartøjer og landsoldater i nærheden, hvilket gjorde, at vi hurtigt var på plads i området. Men på trods af det gav det ikke noget resultat, siger han.

Søværnet satte blandt andet en af sine korvetter ind i eftersøgningen, der blev indledt bare en time, efter at privatpersonen 31. oktober havde informeret myndighederne om sine observationer.

Selv om der var tæt skibstrafik i området modtog forsvaret ikke yderligere observationer, fortæller pressechef Philip Simon.

Han påpeger, at forsvaret jævnligt modtager observationer om formodet undervandsaktivitet. Antallet af observationer er dog mindsket siden den store ubådsjagt i skærgården i efteråret.

- Alene under den eftersøgningsoperationen, vi havde i oktober, fik vi flere end 400 observationer, som vi har bearbejdet. Nogle kan man affærdige med det samme. Andre kigger vi nærmere på, siger forsvarets pressechef.

Kilder sig til Dagens Nyheter, at den person, som mente at have set en ubåd 31. oktober og varskoede forsvaret, selv har en lang militærkarriere bag sig.

/ritzau/TT