Svensk minister går af efter kritik af Israel

Sveriges boligminister, Mehmet Kaplan fra Miljöpartiet De Gröna, har indgivet sin afskedsbegæring. Det skriver flere svenske medier, deriblandt TT.

Hans afgang kommer efter en kontrovers om udtalelser, som Mehmet Kaplan i 2009 kom med til en lokal tv-station. Her sammenlignede han Israels behandling af palæstinensere med Nazitysklands forfølgelse af jøder.

Udtalelsen er for nylig kommet frem i lyset, efter at Svenska Dagbladet har beskrevet den.

Derudover er han kommet med en stribe kontroversielle udtalelser hovedsageligt om situationen i Mellemøsten.

- Vi er kommet i en situation, hvor der bliver sat spørgsmålstegn ved min person, og det jeg står for. Disse spørgsmålstegn står nu i vejen for at gøre det arbejde, der er behov for, siger Mehmet Kaplan ifølge nyhedsbureauet TT.

Sveriges statsminister, Stefan Löfven fra Socialdemokraterna, har modtaget afskedsbegæringen og har erstattet Kaplan.

- Mehmet Kaplan er kommet frem til, at hans ageren i forhold til eksterne religiøse og politiske organisationer har ledt til en diskussion, som står i vejen for opgaver i regeringen. Jeg er enig i den bedømmelse, siger statsministeren på en pressekonference.

Udenrigsminister Margot Wallström forholdt sig allerede mandag offentligt kritisk til boligministerens udtalelse.

- Der var en frygtelig udtalelse, og jeg tager stærkt afstand fra den, sagde hun ifølge nyhedsbureauet NTB til svensk presse mandag.

Sverige har en mindretalsregering bestående af Socialdemokraterna som det store parti og Miljöpartiet De Gröna som det mindre.

/ritzau/TT

Dagens Gossip