Svensk minister mødes med homoaktivister i Uganda

Den svenske finansminister Anders Borg er i øjeblikket i Uganda. Turen har egentlig været planlagt længe, og han skal blandt andet mødes med landets finansminister og premierminister.

Men besøget falder tilfældigvis sammen med, at landets præsident Museveni har underskrevet den meget omdiskuterede anti-homolov, der blandt andet betyder, at homoseksuelle kan idømmes livsvarigt fængsel.

Ifølge Sveriges Radio, så var noget af det første, den svenske finansminister derfor gjorde, da han landede i Uganda mandag aften, var at arrangere et uofficielt møde med homoaktivister i landet.

Sverige støtter Uganda med omkring 250 millioner svenske kroner om året, og en tredjedel af beløbet, går til statsinstitutioner.

- Sverige giver en bistand, som handler meget om at støtte organisationer, der arbejder med menneskerettigheder og med at styrke civilsamfundet, siger den svenske finansminister Anders Borg til Sveriges Radio.

I Danmark har handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) taget kraftigt afstand til loven, og derfor vil knap 50 millioner kroner af den danske udviklingsbistand omdirigeres væk fra programmer, der involverer regeringen i Uganda og over til den private sektor og civilsamfundsorganisationer.

- Hvordan det konkret udmøntes afhænger af drøftelser med de øvrige donorer og internationale kolleger, hvor en koordineret indsats vil være mest kraftfuld, sagde Mogens Jensen mandag.

Ifølge nyhedstjenesten NTB, så vil Norge tilbageholde 50 millioner norske bistandskroner på grund af Ugandas omstridte nye lov.

Uganda har modtaget omkring seks milliarder norske kroner i bistand af den nordiske nabo, siden Museveni kom til magten i 1986.

- Vi frygter, ligesom lokale organisationer, at loven vil føre til forfølgelse af seksuelle minoriteter i landet. Ugandas myndigheder har ansvaret for at beskytte alle minoritetsgrupper mod forfølgelse og overgreb, men nu går de i den modsatte retning, udtaler Norges udenrigsminister Børge Brende ifølge NTB.

/ritzau/

Dagens Gossip