Svensk pilotstrejke stopper fly på femtedagen

Skrevet af admin

14/06/2016

Dagens topnyheder

De svenske SAS-piloter fortsætter deres strejke og sætter ikke benene i cockpittet tirsdag, skriver SAS.

Det betyder ifølge mediet check-in.dk, at ni flyvninger fra Stockholm til København er aflyst tirsdag.

- Jeg beklager meget over for alle SAS-kunder, at den svenske pilotfagforening har besluttet at fortsætte strejken.

- Det påvirker vores passagerer, og vi har gjort alt, hvad der er i vores magt for at undgå en fortsat strejke. Men desværre har det ikke været muligt at nå en aftale, skriver Karin Nyman, kommunikationsdirektør i SAS, i en meddelelse.

Piloterne strejker på grund af forhandlinger om overenskomst, der brød sammen fredag aften klokken 18.00 og udløste en strejke.

Forhandlingerne sandede igen til mandag efter en maratonforhandling fra tidlig morgen til klokken 02.

Ifølge SAS har den svenske pilotfagforening også mandag afvist et nyt tilbud fra mægleren, som SAS ellers havde accepteret.

Dermed kører konflikten nu på femtedagen. Det betyder ifølge SAS, at 240 fly og 25.500 passagerer tirsdag vil blive påvirket af strejken.

I alt vil samlet 103.000 passagerer have fået deres rejse forstyrret på i alt 890 aflyste flyafgange, skriver check-in.dk.

Fly, der opereres af danske og norske piloter, samt flyvninger hos partnere som CityJet, Cimber, Jet Time og Flybe er ikke påvirket af strejken.

Det samme gælder længere flyvninger fra Arlanda-lufthavnen ved Stockholm til Asien og USA.

SAS kontakter de rejsende, der påvirkes af strejken, og opfordrer samtidig rejsende til at holde sig opdateret på flyselskabets hjemmeside for at få information om aflyste fly.

Sidste år indgik SAS en toårig aftale med sine danske piloter.

/ritzau/