Svensk politi advarer efter muligt kvindedrab: Løb aldrig med musik i ørene

Skrevet af Ane Sørensen

07/08/2015

Dagens topnyheder

Det står endnu ikke klart, hvorfor en 21-årig kvinde onsdag blev dræbt i Upplands Väsby i Sverige.

Den unge kvinde ville løbe en kort tur, men kom ikke hjem igen, så hendes familie slog alarm. Kvinden blev fundet død ved en løbesti.

Svensk politi efterforsker sagen som et drab, og opfordrer nu ifølge Aftonbladet borgerne til at være forsigtige:

- Vil vil ikke skabe en generel paniksituation, men jeg synes, at man altid skal have en sund forsigtighed og omtanke. Gå eller løb ikke med dine hovedtelefoner i ørene. For så afskærer du en vigtig sans, som gør det sværere at være opmærksom, siger Lars Byström, som er pressetalsmand for politiet.

Lars Byström opfordrer desuden til, at man løber med en makker, hvis man er utryg ved at færdes alene.

Det står endnu ikke klart, hvilket motiv, en potentiel gerningsmand måtte have.

Så vidt vides, er der ikke nogen konkrete mistænkte i sagen.

Følg Dagens Politirapport for flere lignende artikler: