Svensk politi frygter at 17-årige Lisa er blevet bortført

Skrevet af Jesper Larsen

09/06/2015

Dagens topnyheder

17-årige Lisa Holm kørte søndag aften hjem fra den cafe, hun arbejder på i den midtsvenske by Lidköping, og siden da har ingen hørt fra hende.

Nu frygter politiet, at hun er blevet bortført. 

- Alt tyder på, at Lisa er blevet bortført mod sin vilje, siger politiets talsmand i Västra Götaland, Christer Fuxborg, ifølge Metro

Hendes sidste livstegn blev givet søndag kl. 18.23, da hun sendte en sms til sine forældre, at hun var på vej hjem fra arbejde. I dag valgte politiet så at gå ud med hende navn og billede efter aftale med hendes forældre, fordi sporene efter hende er sparsomme. 

Hendes telefon er slukket eller løbet tør for strøm, og det hidtil stærkeste spor efter hende, er en handske politiet fandt i går i en lade tæt på den cafe, hun arbejder på. 

- Det er en type handske, man bruger, når man kører motorcykel eller knallert. Vi tror at den tilhører Lisa. Hendes far har genkendt den som værende hendes, men vi skal nu finde ud af, hvordan den er endt der, siger Christer Fuxborg, ifølge Aftonbladet, men understreger, at der først skal foretages tekniske analyser af handsken for at fastslå, om det vitterlig er hendes. 

Et andet spor politiet arbejder med er en kunde på cafeen, der skulle have opført sig mistænksomt. 

Politiet har fået frigjort ekstra ressourcer i eftersøgningen på Lisa, så de kan afsøge et større område. 

- Vi har afsøgt området omkring hendes knallerts parkeringsted, hvor vi har fundet nogle effekter, men indtil videre er der ikke noget, der kan tilskrives den 17-årige. Vi har dog fundet cigaretskodder og lignende, der er blevet sendt til analyse, siger Christer Fuxborg, ifølge Aftonbladet.