Svensk politi mangler vigtigt vidne til brandattentat

Skrevet af admin

26/12/2014

Dagens topnyheder

Svensk politi kan ikke med sikkerhed fastslå, at branden i moskéen i Eskilstuna torsdag påsat.

Politiet kan nemlig ikke komme i kontakt med det vidne, som sagde, at vedkommende havde set en person kaste en flaske, der formodes at have indeholdt benzin, ind i moskéen.

Politiet sagde første juledag, at et vidne havde fortalt, at nogen havde kastet en genstand gennem et vindue. Men fredag siger politiet, at oplysningen ikke kan fastslås med sikkerhed.

- Det var et mundtligt tip, som politiet fik lige efter branden. Når der sker den her slags, og der er tilpas mange mennesker til stede, opstår der kaos, siger forundersøgelsesleder Lars Franzell fra politiet i Eskilstuna til Sveriges Radio.

- Der kan være et vidne, der har set det, men vi har ikke fået fat på det vidne endnu, siger han.

Politiet udelukker dog ikke, at branden kan være påsat, men lige nu er der ikke noget konkret bevis for, at det er tilfældet.

- Hvis politihundene finder noget lørdag, vil teknikerne tage prøver, som skal sendes videre til statens kriminaltekniske laboratorium. I så fald vil de afgøre, om der findes materiale som eksempelvis benzin eller brandfarlige væsker, siger Franzell.

Der var omkring 20 personer i lokalet i moskéen, da det begyndte at brænde torsdag eftermiddag. En person blev alvorligt såret og er til behandling på sygehus som følge af branden.

Tidligere fredag trådte det svenske sikkerhedspoliti, Säpo, ind i efterforskningen af brandattentatet, da der kan være tale om en politisk motiveret forbrydelse.

Politiet efterforsker ifølge dagbladet Expressen også en anden episode, hvor en moské i nærheden af den brændte natten til fredag fik knust flere ruder, ligesom der er øvet hærværk mod to biler.

I år har der indtil nu været 12 angreb mod moskéer i Sverige.

Den udbrændte moské blev anden juledag overøst med hjerter, som en sympatitilkendegivelse og støtte til de berørte.

/ritzau/NTB