Svensk politi: Skoleangreb var racistisk motiveret

Skrevet af admin

23/10/2015

Dagens topnyheder

Politiet i Sverige har fundet, hvad der ligner et afskedsbrev hjemme hos den 21-årige Anton Lundin Pettersson, som torsdag angreb elever og lærere med stikvåben på en folkeskole i Trollhättan.

To af ofrene er døde, og to er livsfarligt såret, mens geringsmanden selv er død efter at være ramt af politiets skud.

Niklas Hallgren, kommandochef ved politiet, sagde tidligere fredag til den svenske avis Aftonbladet, at der var tale om en hadforbrydelse, altså en racistisk motiveret handling.

På et pressemøde fredag middag bekræftede politiet, at der er fundet et brev på den 21-åriges bopæl.

- Det er en slags selvmordsbrev, siger politikommissær Thord Haraldsson. Men han kommer ikke nærmere ind på, hvad der står i brevet.

Det er fundet genstande i gerningsmandens hjem, som understøtter politiets antagelse om, at det var et racistisk motiveret angreb på skolen.

- Endelig bygger vi det på, hvordan han valgte sine ofre, sagde Niklas Hallgren.

Langt størstedelen af eleverne på skolen kommer fra indvandrerfamilier, og Anton Lundin Pettersson havde tilsyneladende udset sig børn af fremmed herkomst som sit mål.

Den antiracistiske avis Expo skriver i en analyse, at gerningsmanden "de seneste måneder" har vist stor interesse for nazifilm og indvandrerfjendtlige grupper.

For tre uger siden lagde han en nazitysk propagandafilm på YouTube.

19 timer før sin forbrydelse sendte han "likes" på Facebook til to sange fra den belgiske musikgruppe Suicide Commando. En af dem har titlen "Nærer mit Indre Had" og har følgende tekstlinje: "jeg er træt af, at jeg ikke kan myrde hele denne forbandede menneskelige race".

Da den 21-årige Anton Lundin Petterson torsdag formiddag angreb lærere og elever på skolen, var han udstyret med sværd og maske.

Han angreb fire personer. To af skolens ansatte og to elever blev ramt af knivstik. En 20-årig hjælpelærer blev dræbt, og en 17-årig dreng døde senere af de stiksår, som den maskerede gerningsmand havde tildelt ham.

De to ofre, der stadig er i live, er indlagt på hospitalet i Göteborg. Deres tilstand beskrives som alvorlig, men stabil.

Politiet blev tilkaldt af skolens personale klokken 10.09. Da de nåede frem til skolen, skød de Anton Lundin Pettersson med to skud. Han døde senere torsdag af sine kvæstelser.

Svensk politi vil ikke nærmere ind på, hvad der er fundet i gerningsmandens hjem.

Ifølge Göteborg-Posten er Anton Lundin Petterson opvokset i Trollhättan og gik tidligere på et teknisk gymnasium, hvor han blev student. Efter gymnasietiden flyttede han i egen lejlighed et par kilometer fra Kronan-skolen, hvor han torsdag gennemførte sit forbryderiske forehavende.

Han var ustraffet og ikke kendt af politiet i forvejen.

/ritzau/