Svensk politi vil undersøge overgreb på festival

Skrevet af admin

11/01/2016

Dagens topnyheder

Selv om svensk politi udadtil beskrev en stor ungdomsfestival i Stockholm som problemfri, vidste politiet i to år, at en gruppe udlændinge forulempede piger på festivalen.

Sådan har anklagen lydt i den svenske avis Dagens Nyheter. Politiet vil nu undersøge, om der er sket fejl eller lovovertrædelser, meddeler rigspolitichef Dan Eliasson mandag på en pressekonference.

- Vi skal til bunds i det her, siger rigspolitichefen ifølge TT.

- Som politi skal vi informere sagligt og relevant om sådanne sager, sat i sammenhæng. Men vi skal ikke tage politiske hensyn. Jeg ville blive meget misfornøjet, hvis vi slører information af politiske årsager, siger han.

Han kalder det, der er sket på festivalen, fuldkommen uacceptabelt. Men han advarer samtidig mod at drage forhastede konklusioner.

Dagens Nyheter har sine oplysninger fra interne memoranda i politiet om seksualforbrydelser mod kvindelige gæster på ungdomsfestivalen We Are Stockholm.

- Problematikken med unge mænd, der gnider sig op ad unge piger i publikumshavet, er tilbagevendende som i de foregående år, står der i et politinotat fra august i fjor.

Dagens Nyheter har talt med ansatte i politiet, som oplyser, at myndighederne undlader at optage rapporter om den slags hændelser, der kan knyttes til gerningsmænd med udenlandsk baggrund.

Dan Eliasson vil dog ikke svare på, om han mener, de unge mænds etniske herkomst har haft betydning for politiets ageren.

- Vi forsøger at finde ud af, hvad der er sket. Det kan ikke udelukkes, at der har været en etnisk dimension, men det vil jeg ikke sige i dag, siger han.

Stockholms politis pressechef, Varg Gyllander, siger til TT, at politiet burde have fortalt om overgrebene. Men han afviser, at sagen er blevet mørklagt.

Statsminister Stefan Löfven er "meget vred" over overgrebene.

- Det her er et meget stort problem for dem, som bliver udsat for overgreb, og for hele vores land, siger statsministeren ifølge TT.

/ritzau/