Svensk regering satser alt: Fastholder finanslov

Skrevet af admin

03/12/2014

Dagens topnyheder

Den svenske mindretalsregering med Socialdemokraterna i spidsen går planken ud og sender sit finanslovsforslag til afstemning, der er ventet klokken 16.

Alt tyder på, at regeringen der vil blive stemt ned, da de borgerlige partier under formiddagens debat har tilkendegivet, at de ikke har i sinde at rykke sig.

- Der findes ingen åbning, siger socialdemokraten Leif Jakobsson.

Den rødgrønne regering kunne alternativt have valgt at sende sit forslag tilbage til finansudvalget, hvormed en afstemning ville have været undgået onsdag.

Onsdag morgen tog parlamentet fat på en debat om det svenske statsbudget, og lidt efter middag kom meldingen, at regeringen havde besluttet at sende sit forslag uændret til afstemning.

Den aktuelle regeringskrise er opstået, efter at Sverigedemokraterna har meldt ud, at partiet ikke kommer til at lægge stemmer til den rødgrønne finanslov - ikke i den nuværende form.

Ingen partier har hidtil villet samarbejde med Sverigedemokraterna, som blev den helt store vinder ved valget i september.

Men det indvandrerkritiske parti bragte sig i centrum med dets beslutning om at stille mindretalsregeringen et ultimatum:

Enten accepterer regeringen Sverigedemokraternas linje i udlændingepolitikken, eller også støtter partiet i stedet den borgerlige Alliansens forslag til næste års finanslov.

Trods Löfvens forsøg på forhandlinger med de fire borgerlige partier har hverken Moderaterna, Folkpartiet, Centerpartiet og Kristdemokraterna rykket sig.

Med kun 137 mandater - eller 158 med Vänsterpartiet - er den rødgrønne regering afhængig af støtte fra mindst et af de borgerlige alliancepartier for at have flertal i Riksdagen, og det er den situation, som Sverigedemokraterna har udnyttet.

/ritzau/TT