Svensk retsekspert: Dansk Eritrea-rapport er misvisende

Skrevet af admin

02/12/2014

Mest læste i dag

Udlændingestyrelsens Eritrea-rapport er misvisende, da man ikke har været kritisk og bred nok i sin brug af kilder.

Sådan lyder kritikken fra Carl Bexelius, der er souschef for retslige anliggender ved det svenske Migrationsverket, der svarer til den danske Udlændingestyrelse. Sverige har også oplevet en stor tilgang i flygtninge fra Eritrea det seneste år.

Mandag ramte den danske rapport et stort bump på vejen, da rapportens eneste navngivne kilde, den engelske professor Gaim Kibreab, valgte at trække sit navn fra rapporten.

Han mener, at han er blevet citeret forkert i rapporten, og at hans udtalelser er blevet sat sammen med rapportens anonyme kilder for at styrke deres synspunkter.

Nu bliver rapporten igen kritiseret - denne gang fra svensk side.

- Rapporten giver et billede af forholdene i Eritrea, der er bedre, end det i virkeligheden er tilfældet. Den er simpelthen misvisende, siger Carl Bexelius.

Han mener ikke, at den danske Udlændingestyrelse har været god nok i sine valg af kilder, hvilket udmønter sig i, at rapporten bliver utroværdig.

- Der er problemer med de kilder, som rapporten gør brug af. En rapport som denne har behov for en bred vifte af kilder, der kan give et billede af hele situationen i landet.

- I denne rapport har man lagt meget vægt på udtalelser fra ambassaden og diplomater, som ikke har adgang til førstehåndsinformationer.

- Når man laver en undersøgelse som denne, skal man have fat på eksempelvis regeringen og ngo'er. De har vigtige informationer og oplevelser, som man skal bruge, siger Carl Bexelius.

I Sverige er man af den opfattelse, at det ikke er sikkert at sende desertører og militærnægtere tilbage til Eritrea, da flygtningene risikerer fængsel og tortur.

- Vi er af den opfattelse, at man ikke kan rejse tilbage til Eritrea uden at risikere konsekvenser. Derfor giver vi asyl til mellem 98 og 100 procent af alle flygtninge fra Eritrea, og vi anbefaler ikke folk at tage tilbage, siger Carl Bexelius.

Tirsdag har statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i Folketingets spørgetime endnu engang forsvaret Udlændingestyrelsens rapport.

Her sagde statsministeren, at hun ikke ønsker at gå ind i de enkelte landes konklusioner om forholdene i Eritrea, og at hun er tilfreds med, at Udlændingestyrelsen har undersøgt forholdene i landet.

/ritzau/