Svensk U21-angriber vil vinde håneretten over dansker

Skrevet af admin

27/06/2015

Mest læste i dag

Nicolai Brock-Madsen er hans klubkammerat og angrebskollega i Randers FC.

Men lørdag aften i Prag er danskeren en modstander for Mikael Ishak, når Danmark og Sverige mødes i semifinalen ved U21-EM i fodbold.

- Det bliver sjovt at spille mod min klubkammerat, siger den 22-årige svensker.

Ud over kampens betydning i forhold til at nå EM-finalen, er den interne Randers-dyst også vigtig i forhold til at have håneretten, når svenskeren møder sin danske klubkammerat før opstarten til næste sæson i Alka Superligaen.

- Det er en mega vigtig kamp. Vi kan ikke lade Nicolai vinde, siger Mikael Ishak med et smil.

- Vi har ikke talt sammen under EM, men det gjorde vi, inden vi skulle af sted. Det er meget sjovt, at vi begge er i semifinalen og nu skal mødes, siger han.

Svenskeren har som indskifter i Sveriges to første kampe hidtil fået begrænset spilletid ved EM.

Alligevel har Mikael Ishak haft en ret stor andel i avancementet til semifinalen.

I den første gruppekamp mod Italien blev han skiftet ind et kvarter før tid ved stillingen 1-1, på et tidspunkt hvor Sverige spillede med 10 mand efter en udvisning.

Få minutter senere blev Mikael Ishak slået af italieneren Stefano Sturaro, der fik et direkte rødt kort.

Fem minutter før tid fik Randers FC-angriberen tiltvunget sig et straffespark, så Sverige endte med at vinde 2-1.

Mikael Ishak måtte stå over i Sveriges tredje gruppekamp mod Portugal, fordi han blev ramt af feber op til kampen.

Angriberen var til gengæld med i første halvleg, da Danmark og Sverige kort før EM spillede 2-2 i Lyngby i en testkamp.

Ved den lejlighed spillede Sverige 11 mod 10 i 75 minutter efter en dansk udvisning, men gæsterne fik først udlignet til slutcifrene kort før tid efter en tam præstation.

- Hvis vi havde spillet på den måde ved EM, var vi ikke kommet i semifinalen. Det var ingen god kamp af os, men semifinalen bliver noget andet, siger Mikael Ishak.

EM-semifinalen mellem Danmark og Sverige bliver spillet i Generali Arena i Prag.

Kampen begynder klokken 21.

/ritzau/