Svensk udspringer dør efter uge som verdens ældste OL-atlet

Skrevet af admin

27/11/2015

Dagens topnyheder

Den tidligere svenske OL-atlet Ingeborg Ingers er død, 103 år gammel. Hun var indtil sin død 22. november den ældste nulevende OL-deltager, skriver nyhedsbureauet TT.

Ingers deltog i olympiaderne i 1932 og 1936 i henholdsvis Los Angeles og Berlin i vandsportsgrenen udspring, hvor det blev til henholdsvis en fjerdeplads og niendeplads.

I 1932 var hun ud af i alt 51 svenske atleter den eneste svenske kvinde, der var med til OL.

- Da jeg satte foden på amerikansk jord efter en uges rejse over Atlanterhavet, da tænkte jeg: Her kommer jeg - en lille pige fra Kalmar og sætter min fod i den store verden, sagde hun til Helsingborg Dagblad i forbindelse med sin 100-års fødselsdag.

Titlen som verdens ældste tidligere OL-deltager havde Ingeborg Ingers kun i en uge, efter at hun overtog den fra kinesiske diskoskaster Guo Jie, der døde 103 år gammel 15. november.

Ingeborg Ingers blev født 19. april i 1912, og hun vandt EM-sølv i 1931 og 1934.

/ritzau/