Svensk valg: Eks-statsminister kan gøre comeback

Skrevet af admin

16/08/2014

Dagens topnyheder

Partileder Stefan Löfven har tænkt sig at tilbyde tidligere statsminister Göran Persson posten som udenrigsminister, hvis de svenske socialdemokrater skulle gå hen at vinde efterårets valg, rapporterer Sveriges Radio.

Dermed kan Persson, der var statsminister fra 1996 til 2006, vende tilbage til svensk politik. Han forlod Riksdagen i 2007.

I denne uge meddelte den tidligere EU-kommissær Margot Wallström, at hun ønsker at gøre indenrigspolitisk comeback, og hun er siden blevet nævnt som et bud på en kommende socialdemokratisk udenrigsminister.

Men ifølge Sveriges Radio har Löfven altså Göran Persson i tankerne.

Wallström og Persson har haft flere betændte konflikter igennem årene. Wallström forlod svensk indenrigspolitik i forbindelse med valgkampen i 1998, da det blev tydeligt, at hun og Persson var dybt uenige om partiets politiske retning.

Hverken Stefan Löfven, Göran Persson eller Margot Wallström har kommenteret oplysningerne fra Sveriges Radio.

- Stefan Löfven uddeler ikke nogen ministerposter før valget, siger hans pressesekretær, Anne Ekberg, til nyhedsbureauet TT.

Det svenske valg afholdes 14. september. En måling i Svenska Dagbladet gør Socialdemokraterne til landets største parti med 30,3 procent af stemmerne, og samlet set får den røde blok 49,3 procent af stemmerne.

Statsminister Fredrik Reinfeldts parti Moderaterna får en opbakning på 24,6 procent, mens hans regeringsblok høster 38,5 af stemmerne i målingen.

/ritzau/NTB