Svenske håndboldkvinder har kurs mod EM-semifinale

Skrevet af admin

14/12/2014

Mest læste i dag

Vejen til semifinalerne ligger pludselig åben for Sveriges håndboldkvinder ved EM i Ungarn og Kroatien.

I den første kamp i mellemrunden vandt Sverige med cifrene 29-26 over Frankrig, der ellers kom til mellemrunden med fire ud af fire mulige point.

Frankrig kom også bedst fra start i søndagens kamp i Zagreb og kunne gå til pausen foran 14-12.

Men svenskerne sluttede altså bedst af og lagde sig med sejren i front for mellemrunde 2 med fem point.

Samme antal point kom Holland op på og med en bedre samlet målscore efter sejren på 30-20 i søndagens sene kamp mod Slovakiet.

Derefter følger Frankrig og Montenegro med hver fire point. Sidstnævnte vandt nemt sin første kamp i mellemrunden søndag med 27-20 over Tyskland efter 12-10 ved pausen.

Slovakiet og Tyskland er uden point i mellemrunden og har udspillet deres chance for at nå semifinalerne.

/ritzau/