Svenske højreekstremister rejser til Ukraine

Svenske højreekstremister er rejst til Ukraine for at støtte det nationalistiske parti Svoboda, som sidder i den nye ukrainske regering.

Den svenske efterretningstjeneste Säpo kender til rejserne, men tjenesten tillægger dem ikke større betydning ifølge Sveriges Radio.

- Vi mener ikke, at det medfører øgede hensigter eller evner til at begå politisk motiverede lovbrud, når de kommer hjem, siger Säpos chefanalytiker Ahn-Za Hagström.

Ifølge chefredaktøren på det antiracistiske magasin Expo, Daniel Pool, rejser nogle af svenskerne til Ukraine og begår lovbrud som eksempelvis angreb på politiske modstandere.

Han mener, at Sapö bør rette fokus mod, hvem der rejser og undersøge nærmere, om det kan føre til øget aktivitet i Sverige.

Svoboda har flere ministre i den fungerende ukrainske regering, der overtog magten, efter at Viktor Janukovitj blev væltet fra præsidentposten i februar.

Janukovitj blev væltet efter en uges blodige kampe i Ukraines hovedstad Kijev, hvor højreekstreme grupper spillede en væsentlig rolle i kamphandlingerne på Uafhængighedspladsen.

/ritzau/TT

Dagens Gossip

Dagens TV