Svenske snekanoner er havnet på Kim Jong-uns skibakker

Skrevet af admin

03/01/2014

Dagens topnyheder

Nordkoreas leder, Kim Jong-un, besøgte nytårsaften stolt et nyåbnet skianlæg, og nu viser det sig, at bakkerne var udstyret med svenske snekanoner, som ingen aner, hvordan er kommet ind i det lukkede land.

Både FN og EU har indført sanktioner mod eksport af luksusvarer til Nordkorea, som straf for at landet har udviklet og prøvesprængt atomvåben.

Både ski- og golfudstyr står på sanktionslisten, men snekanoner fra den svenske producent Areco har alligevel fundet vej til Kim Jong-uns store stolthed - skianlægget i Masik i den nordlige østlige del af landet, skriver avisen Dagens Nyheter.

Det samme har snescootere fra Canada og pistemaskiner fra Italien og Tyskland, viser billeder fra skisportsstedet.

- Jeg har ingen anelse om, hvordan de er havnet i Nordkorea, siger chefen for den svenske snekanon-producent Areco, Johan Erling, til Dagens Nyheter.

Han siger, at selskabet ikke har solgt snekanoner til landet, og Arecos kinesiske agent afviser, at han har videresolgt maskiner til Nordkorea.

Areco vil nu undersøge nærmere, hvordan snekanonerne er havnet på Kims skibakker.

- Så langt det lader sig gøre, men det er vanskeligt. De kan bare komme fra en eller anden slutkunde, altså et skianlæg, der har solgt snekanonerne videre, siger Johan Erling.

Skisportstedet er blevet kaldt et af diktatorens yndlingsprojekter. Det har 110 kilometer skipister af flere sværhedsgrader, et hotel, en heliport samt svævebaner og er blevet markedsført kraftigt.

/ritzau/NTB