Svenske stemmesedler var glemt i pengeskab

Skrevet af admin

16/09/2014

Dagens topnyheder

Der var noget, der ikke stemte, da stemmerne til det svenske valg søndag blev talt op fra Byske i Västerbotten. Stemmetællerne stillede sig spørgsmålet, om det virkelig kunne passe, at kun halvdelen havde stemt.

De valgtilforordnede i Skellefteå havde en fornemmelse af, at der var ugler i mosen. Tirsdag formiddag kom forklaringen på den mystisk lave valgdeltagelse.

Posten havde gemt og glemt to sække med brevstemmer i et pengeskab. Af de 810 stemmer kom 632 fra valgdistrikterne Byske C og Byske/Fällfors, oplyser Sveriges Radios P4 Västerbotten.

- Vi arbejder nu på fuldt tryk og når fintællingen onsdag morgen tidlig, siger Siv Brännström, der er formand for de valgtilforordnede i Skellefteå til Västerbottennyt på SVT.

/ritzau/TT