Svenske svedpatienter kan få gratis behandling i Danmark

Skrevet af admin

29/04/2016

Dagens topnyheder

Hvert år tager tusinder af svenske patienter med svedproblemer turen over Øresund til København for at blive behandlet for svedproblemer.

De mange svedpatienter har skullet betale hovedparten af deres behandling selv, men en ny svensk højesteretsdom giver patienterne ret til at få behandlingen betalt af de svenske regioner.

Det skriver den svenske avis Sydsvenskan.

Behandlingsmulighederne for svenske patienter med svedproblemer er begrænsede i Sverige. Derfor rejser mange til Danmark for at få behandling for hyperhidrose, som svedlidelsen kaldes.

I nogle dele af Sverige tilbydes behandling af problemer med sved i hænder og armhuler, mens andre steder tilbyder behandling i fødder, ryg, nakke og andre steder på kroppen.

Den nye dom i den svenske Højesteret handler om en patient fra Stockholm, der har fået behandling for svedproblemer i hænderne og armhulerne på Svedklinikken i København.

Svenske Joakim Ternström søgte erstatning for udgifter på 25.500 danske kroner, men kunne kun få 6000 kroner af den svenske region i erstatning. Regionen mente nemlig, at det var prisen for behandlingen i Sverige.

Højesteretsdommen afgør dog, at patienten har ret til at få betalt alle udgifter.

Joakim Ternström kalder dommen "fantastisk". Han kan nu komme i fuld narkose igen, da han ellers var begyndt at få behandling med lokalbedøvelse, fordi han ikke havde råd til den fulde behandling.

For Skåne kan den nye dom få stor økonomisk betydning. Mere end 1000 patienter er rejst til Svedklinikken i København i 2014 og 2015.

- Da vi er en grænseregion, berører dommen os ekstra meget. Det kan dreje sig om 30 til 40 millioner kroner, som skal betales i erstatning, siger medlem af regionsrådet i Skåne Anders Åkesson til Sydsvenskan.

For at søge behandling i udlandet behøver den svenske patient ikke at have ventet i kø eller have en usædvanlig sygdom. Det eneste krav er, at behandlingen udføres i Sverige, og at metoden er videnskabeligt bevist.

/ritzau/