Svensker klar til AaB-debut

Rasmus Jönsson er udtaget til den 19-mands-trup, AaB stiller med mod Sønderjyske

Når AaB fredag aften møder sønderjyderne i Haderslev, kan den svenske angriber Rasmus Jönsson få sin debut

I sidste måned indgik AaB en lejeaftale frem til næste sommer med Wolfsburgs svenske landsholdsangriber Rasmus Jönsson.

Skader i lyske og knæ har hidtil holdt ham udenfor optræden i dansk fodbolds stærkeste række, men når nordjyderne fredag aften møder Sønderjyske på udebane, kan han langt om længe få sin debut.

- Rasmus har gjort det fint i et par kampe på vores reservehold, men endnu har han ikke fysik til at spille 90 minutter i Superligaen, siger AaBs træner Kent Nielsen, der ikke vil røbe, om Rasmus Jönsson er med i startopstillingen.

Og Rasmus Jönsson lægger da heller ikke skjul på, at han glæder sig.

- Men tro nu ikke, at jeg er AaBs nye Nicklas Helenius. Min spidskompetence som angriber ligger mere i det opbyggende spil, siger han.

Kent Nielsen har til kampen udtaget 19 spillere. Men hvorvidt Henrik Dalsgaard kommer i aktion eller ej er tvivlsomt. Han stod over torsdagens træning på grund af en ankelskade og testes fredag formiddag.

Dagens Gossip